
Psykolog
Laila Andersen
Autoriseret af Dansk Psykolognævn
- arbejder efter de etiske retningslinjer for nordiske psykologer
Godkendt specialist i Klinisk Børne- og Ungepsykologi
Uddannet psykolog siden 1998

Hvorfor tale med en psykolog?
Vi mister forbindelsen til os selv og andre, når vi bliver presset, og meningen forsvinder i vores liv.
Symptomer og psykiske tilstande opstår ikke ud af det blå, men må ses i sammenhæng med det levede liv. Når vi udvikler symptomer eller reagerer på måder, der umiddelbart opleves uforståelige, er det en anledning til at overveje, hvilke forandringer der skal til hos os selv og i vores omverden.
Det meningsløse skaber afmagt, og det kan være svært at tro på, at udvikling og forandring er mulig. Man kan fare vild i sine egne følelser og tankemønstre. Her kan det for nogle være hjælpsomt at tale med en psykolog, f.eks. mig. Sammen kan vi danne os et overblik, finde en meningsfuld sammenhæng og se de mange forandringsmuligheder, hvor det bliver muligt at leve livet -- og ikke kun at overleve.
Mit teoretiske fundament
Grundlæggende tager jeg udgangspunkt i en bio-psyko-social videnskabsteoretisk forståelsesramme. Kort sagt forholder jeg mig til, at der sker en gensidig påvirkning mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Vores hjerner udvikler sig i samspil med andre. Derfor kan udvikling og læring ikke ses adskilt fra sociale interaktioner og kvaliteten af disse. Tillid og tryghed er fundamentale i forhold til at lære og skabe mulighed for nyorientering.
Vi mennesker har overlevet ved at tilpasse os den kontekst, vi befinder os i. Nogle gange udvikler vi symptomer som reaktioner på noget, der er usundt for os, eller vi udvikler tilpasningsstrategier, som på nogle tidspunkter i livet har været hjælpsomme, men som senere fastlåser og begrænser os.
I min tilgang trækker jeg på et bredt teoretisk grundlag. Med dette menes der teori fra min universitets-uddannelse, et utal af efterfølgende kurser samt flere længerevarende efteruddannelser i bl.a. Kognitiv AdfærdsTerapi, MentaliseringsBaseret Terapi og Metalog-uddannelsen, som bl.a. trækker på Narrativ og Systemisk tilgang.
Min praktiske erfaring
Jeg har i mange år arbejdet i kommunalt regi, hvor jeg har udarbejdet psykologiske undersøgelser samt fået bred erfaring med terapeutiske forløb med børn, unge og voksne i individuelle, gruppe- og familiebehandlingsforløb.
Ergo har jeg fulgt børn, unge og deres familier over tid, hvor jeg har samarbejdet med samt superviseret rådgivere, pædagoger, lærere og andre psykologer.
Jeg har terapeutisk erfaring med problematikker som bl.a.:
-
Belastningsreaktioner & traumer
-
Sociale & relationelle udfordringer
-
Selvværd & grænser
-
Angst, depression & stressreaktioner
-
Sorg
-
Navigering i en verden med psykiatriske diagnoser
-
Vold & misbrug
Min erfaring er, at alle ovenstående problematikker kan have opstået på baggrund af vidt forskellige livshistorier og oplevelser. Vi har forskellige livsbetingelser og muligheder - herunder adgang til støttenetværk.
Derfor må jeg også tilpasse min tilgang alt efter problematikken, omstændigheder, og hvem jeg samarbejder med om at skabe udviklingsprocesser.

Her finder du mig
Du finder min praksis i Humlebæk, hvor jeg tilbyder et personligt og trygt konsultationsmiljø.
Jeg indsætter snarligt billeder af praksissens udseende - indvendigt og udvendigt.
Jeg tilbyder...
-
Samtaleforløb til børn, unge, forældre og voksne
-
Familiebehandling
-
Rådgivningsforløb til forældre og fagpersonale
-
Supervisionsforløb til lærere, pædagoger og psykologer
-
Kursusforløb
1 konsultation à 60 minutter: 1300 kr.
Individuel supervision à 60 minutter: 1300 kr.
Gruppesupervision afhænger af gruppestørrelse
Kursus er efter aftale
Har I spørgsmål om min praksis, eller vil I starte et forløb? Så er I velkomne til at kontakte mig.
laila.andersen@protonmail.com
Telefon
+45 28 60 77 96
Adresse
Bakkegårdsvej 202F (1. sal), 3050 Humlebæk, Danmark
Kontakt
Autoriseret af Psykolognævnet